Fra en fattigrøvs synsvinkel, er fordelene utallige. Og jeg tror, der er blevet flere af os. Og jeg bilder mig ind, at andre også kan drage fordel. Dette er da i hvert fald fordele:

1. Det er blevet mere OK ikke at have ekstra til forbrug. Altså OK at spare. Sparsommelig har fået en ny klang.
2. Der er ikke nogen, der hele tiden spørger: “Hvorfor får du ikke bare et bedre betalt job?”
3. Der er knap så mange, der undrer sig over, at du beholder det gamle (billedrørs)TV.
4. Du kan med sindsro skue ned for de dyre julegaver. Det ville have vakt speksis for et par år siden, men nu er det næsten en del af tidsånden.
5. Finanskrisen resulterer i mindre brug-og-smid-væk, så det er godt for miljøet. Mindre affald.
6. Finanskrisen gør at vi ikke har råd til at køre så meget i bil. Mindre forurening, mere plads på vejene!
7. Forbrugerprisernes himmelflugt er slut. Nu er der priskrig på mange ting. Konkurrencen bliver skærpet, altså lavere priser.

Indtil nu…..

Egentlig tror jeg ikke, at jeg anskaffer feriehus. Alligevel kan man godt læse ting, der får ideen frem. Idag er der nemlig en artikel på dinepenge.dk om sommerhuse i en hel anden prisklasse. Så billige er svenske feriehuse, hedder artiklen, og den viser, at der faktisk findes feriehuse for fattigrøve. Selvom det har været svært at tro, gennem disse år, hvor priserne på sommerhuse har taget himmelflugten. Før finanskrisen, altså, men de er stadig ikke faldet så meget, at de kandiderer. Men her snakker vi altså om sommerhuse, der koster  helt ned til 40.000-45.000 svenske kroner.

Og det er svenske kroner, vi snakker om.

Ja, og den er - i skrivende stund omkring 65 øre værd. Og, nej,  jeg har heller ikke glemt et nul (og det håber jeg heller ikke de har i artiklen. De er ikke kæmpestore, ingen luksus, ingen spabad osv. - det ser dog ud til at de har både vand, el og toilet. Kig selv på dem på Så billige er svenske feriehuse.

Nej, det bliver ikke lige nu

Jeg har dog ikke planer her og nu. Jeg har nok i bund og grund fået bekræftet det, jeg allerede vidste: Der er muligheder, blot du går imod strømmen. Ikke stiller urealistiske krav. jeg kunne sagtens se mig selv holde ferie i et af de viste feriehuse. Muligheden er åbenlys for dem, der ikke har ret mange penge - og ikke kræver ret megen komfort. Måske er nogle mere til primitiv ferie? Eller hvad med “bæredygtig ferie”?

Havde det været for et par år siden, havde jeg nok sat dem i banken,  for at have lidt på kistebunden. Dengang  irriterede det mig, at min økonomi kørte så stramt, at jeg var meget følsom over for uforudsete udgifter. Det er jeg ikke mere, så pengene kunne selvfølgelig cementere dette. Lidt mere på kistebunden.

Og i dagspressen kan man nu læse, at mange faktisk er meget fornuftige med disse SP penge. Har man en dårlig økonomi og får en sjat SP-penge – forhåbentlig lidt større end min – kan det faktisk være chancen for at komme på den rigtige side af sin økonomi. Hvad skal uforudsete indkomster bruges til? Måske til at betale uforudsete udgifter med? Det ville være oplagt.

Det siges, at SP’en kommer til at gå til luksusferie for mange menneskers vedkommende. Jeg tror jeg springer over, for hvor meget luksusferie for de der 4000. Nej, jeg tror jeg betragter det som en saltvandsindsprøjtning til min økonomi. Stille og roligt. Den SP, jeg får, har en størrelse, der ikke får nogen til at flippe ud i forbrug.

Så heller ikke her er jeg nogen samfundsstøtte, ikke nogen god forbruger. Meningen var, at vi skulle begynde at forbruge igen. Og det gør jeg ikke. Pyt, livet går nok videre i Danmark - uden mine 4000….

Men det virkede – og det blev trendy. Og tænk hvis man holdt ferie på samme måde?  Ville det være lige så trendy?

For nogle år siden, var vi nogle stykker, der holdt en fælles børnefødselsdag for 4 børn. En rigtig møgbeskidt fødselsdagsfest i en gammel spejderhytte, men orienteringsløb, mad på lejrbål, praktisk påklædning – og alt hvad dertil hører. Lidt anderledes i en tid, hvor alle forsøgte at trumfe over hinanden med dyre arrangementer. Men det var billigt – og en absolut succes. Jeg fortalte det til en kollega,  der sagde : ”Nåh, sådan en rigtig dogme-fødselsdag!” Og allerede her fik det jo en helt anden klang.

Prøv at overføre dette koncept til en ferieform. Det skulle kunne gøres, uden der går alt for megen Femø-lejr i det. Men det skal helt sikkert holdes i den primitive ende. Altså ikke mere fattigrøvs-ferie! Dogme-ferie, hedder det. Eller måske bæredygtig ferie, for sådan noget kan vel dårligt undgå at blive fandens bæredygtigt.

Men måske er det mest trendy, hvis man gør det selvom man sagtens har råd til at holde charterferie i Thailand – hvis det altså var det, man ville. Ligesom genbrug også er mest  trendy, hvis man i virkeligheden har godt råd til at købe nyt. Så er det nemlig på den ”overskudsagtige måde”.
Men nu har den ”overskudagtige måde” været i vælten så længe, så skulle vi ikke slå et slag for den ”underskudsagtige måde”?

Finanskrisen har sat sine spor. Der er ikke så meget run på luksusferierne - folk har ikke råd. Eller også tror de, de ikke harv råd. Resultatet er det samme. Så nu er det knap så smart. Underligt som tingene kan skifte på no-time, fordi nogen råder “Finanskrise”.

Nye tider - nye trends

Ja, sådan går det jo. Der skal noget nyt til. Og noget af det nye er et ferien skal være bæredygtig. Du kan faktisk købe ferier, der specielt opfylder dette formål. Man kunne nærmest sig, st de er certificerede…

Altså snakker vi om ferier, hvor transporten, opholdet osv. skal være bæredygtigt frem for komfortabelt Og det er der så nogen, der regner på, hvordan man bedst gør.

Hov, vent lige lidt…

Jamen er det ikke netop fattigrøvs-ferie, jeg beskriver her? Joda, er der noget mere bæredygtigt end vandre- eller cykelferie. End overnatning på teltpladser. Eller i den svenske ødemark. End at tage bussen i stedet for flyet? Måske end da mere bæredygtigt end at blive hjemme, ikke?

Så fremover kan man jo kalde det bæredygtig ferie i stedet. Tænk sig - lige pludselig at blive trendy…

Og måske netop i disse finanskrisetider, kan det være en god ide. Mange, der troede, at vækst var en naturlov, blev meget klogere. Og nu, hvor det hele har bundfældet sig, skal man måske til at sammenligne lidt. Det kan nemt komme til at lyde som om vi alle er på røven - og ikke kan gøre noget.

Finanskrisen sammenlignes med 30′ernes depression. Dem, der levede i 30′erne, lever der stadig nogen af. Mon ikke de trækker lidt på smilebåndet?

På røven - på første klasse?

Hvis vi virkelig vil sammenligne, så er det en nedtur på første klasse. Og vi har et overforbrug, vi kan skære ned i. Langt de fleste af os kunne klare sig for mindre. Der er dog en lille gruppe med meget lav indtægt, kontanthjælp, som burde have en håndsrækning Vi skal helt ned i bunden, før det kniber.

Jo, der er firmaer, der krakker. Banker, der vakler. Og det kommer selvfølgelig til at berøre os i en eller anden grad. Der vil også forsvinde jobs, det er allerede begyndt at ske. Vi får altså arbejdsløshed. Men vi glemmer at det kun er ganske få år siden vi havde en endnu højere arbejdsløshed. I virkeligheden er det måske de sidste års vækst, der er undtagelsen.

Kig tilbage - bare et øjeblik

Så jeg kan anbefale at man kigger lidt tilbage. På 90′erne, 80′erne, 70′erne eller længere tilbage. Så langt ens alder tillader en at huske. Hvordan levede vi der? Var det så galt at leve af lidt mindre end vi gør nu? Er vi så meget på røven?

???

Når det drejer sig om folks afkom, skal man træde varsomt. Hvorfor skal mine børn ikke have det bedste? Og det lyder så rigtigt, så rigtigt. Men børnene bliver ofte lige vel dyre i drift.

Så måske skal de ikke have det bedste - fordi der ikke er råd til det. Ganske simpelt. Måske er det bedste ikke nødvendigt.

Var det vanrøgt?

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på da min søn var lille. Barnevogn købt gennem Den blå Avis. En stor sæk babytøj, vi havde arvet. Ingen mærkevarer - dengang syntes det en smule absurd med mærkevaretøj til babyer. Eller? OK, det er da også et par år siden, men så meget har behovene vel ikke ændret sig. Børnenes behov, altså….

Og mærkevarer er babyer iøvrígt ligeglade med, ligesom de ikke interesserer sig for om tøjet - eller udstyret - er nyt eller brugt. Iøvrigt er det pudsigt, at der findes modetøj til børn så små, at de på ingen måde kan interessere sig for mode.

Ikke som i gamle dage

Nej, vi behøver ikke gå tilbage til “de gode gamle dage” - som iøvrigt tit var mere gamle end de var gode. Men lidt realisme udbedes.

Så lad os lige få tingene skilt ad. Når det angår børn, er der selvfølgelig altid noget, der har med sundhed og sikkerhed at gøre. Og det er ikke her man skal spare. En vis bekvemmelighed kan også være en god ting.

Men det, der handler om mode og trends, kan man rolig se stort på. Eller bare være klar over, at det ikke er for barnets skyld - det er for ens egen. Det er der sådan set heller ikke noget galt med - hvis man har råd…

Spørgsmålet er så, hvor vigtig den bolig er. Og det er jo individuelt. Det er dog aldrig uvæsentligt, hvordan man bor.

Bo over evne - lev under evne

Det minder mig et par, der engang traf et lignende valg. Ikke fordi de havde levet over evne. Men den ene begyndte at studere - og de ventede et barn. De to ting ændrer unægteligt en ellers solid økonomi - så ejerlejligheden blev pludselig for dyr. Så den skulle sælges.

Det blev den dog ikke. De fik nemlig et andet råd, som de valgte at tage til sig. Det var noget i denne retning: “Man skal bo over evne - og leve under evne. Når man er glad for det sted, man bor har man ikke så meget brug for at gå ud. Og det er dyrt at gå ud!”. Og det er jo sådan set rigtigt nok.

I praksis vil det sige, at man vælger boligen, og skærer ALT overflødigt forbrug fra. Hvis man har gjort op med sig selv, at boligen er vigtig nok, er det måske ikke det sværeste valg at tage. Måske har man ikke brug for take-away, brug for at gå på restaurant. Eller for nyt tøj og biografture Eller…

Hvad er mulighederne

I bund og grund er det nok allervigtigst, at man kan se sine valgmuligheder helt tydeligt. I Luksusfælden skæres det ud i pap. I nogle tilfælde kan økonomien blive så kompliceret eller så langt ude, at der skal eksperter på banen. Men i mange tilfælde ville man selv kunne gøre det op. Måske ikke med “penge på bordet” - men for eksempel med et excel-ark, hvor man har mulighed for at flytte rundt på beløbene.

For mange er det desværre ikke problemet. De fleste har en ide om, at den er gal, når at deres økonomi er ude på overdrevet. Men der er desværre et andet problem: Modet til at se et overforbrug i øjnene..

Vi kender det godt…

Nu kan man godt sidde og føle sig som en der har styr på tingene, når man ser Luksusfælden. Forholdsmæssigt, i hvert fald. Men mon ikke de fleste af os har prøvet at “stikke hovedet i busken”? Vi lader være med at gøre checkhæftet op. Følger ikke med i, hvad vi køber på Dankortet (fordi vi godt ved, at det er for meget)? Venter med at betale regninger, fordi det får vores økonomi til “at se bedre ud”? Er der nogen, der genkender det?

Og nogen har så gjort det lidt (eller meget) mere. Og bliver pludselig eksempler i Luksusfælden. Til skræk og advarsel…

Man kunne selvfølgelig gøre det hele - eller det af det, man mener, man er en klovn til - men det kunne blive en smule uoverkommeligt.

Uden at have noget statistisk belæg for det, gætter jeg dog på at sparsommeligheden vinder frem. Medierne kan i hvert fald berette, at mange danske familier regner med at bruge mindre i 2009. Sammenholdt med, at man regner med, at de har flere penge til rådighed, må noget tyde på, at det er et valg…

Næsten som at være der selv

Vi hører så meget om finanskrise og recession, selvom de fleste ikke har set det have en praktisk betydning for deres økonomi. Men man hører så meget, at man næsten kan mærke det gnave.

Og så her - lige efter jul -hvor (næsten) alle har brugt mere end de regnede med. Så føles den der krise, de allesammen snakker om, næsten reel.

Tænk nu hvis…

Ja, tænk nu hvis alle de kedsommelige udtryk pludselig blev in. Sætte tæring efter næring? Ikke leve over evne?Sparsommelighed? Fornuft?

Nej, det lyder ikke spændende, vel? Og det er meget langt fra den måde, økonomi blev opfattet på, bare for et år siden. Men netop konjunkturer har en besynderlig indflydelse på, hvad der er oppe i tiden - og hvad der er yt.

Sætte gang i økonomien, få hjulene til at snurre. Ikke spare, sætte til side. Så hvis vi ikke “hjælper til” på denne måde, er vi næsten selv lidt ude om den der krise.

Om opfordringerne har den tilsigtede virkning, er svært at sige. Overforbruget af luksusvarer er stærkt dalende - håber det samme gør sig gældende for alt det, der købes på klods. Men lige nu snakkes der mest om finanskrise, en stigende arbejdsløshed - som vi dog ikke har set meget til endnu. Men vi har da altid truslen.

Jeg er lige en tand værre!

Jo, det må jeg nok se i øjnene. Jeg startede med at spare før nogen overhovedet havde overvejet muligheden af en finanskrise. Dengang kun få af os kunne definere begrebet “Recession”. Dengang forbrugsfesten og de hastigt stigende friværdier skabte overskrifter. Dengang Per Stig Møller mente, at vi havde råd til at købe hele verden.

Men jeg havde ingen friværdi, ingen  formue eller høj løn , der kunne finansiere et større forbrug. Så jeg så med stor forundring til. Og valgte den modsatte vej. Så jeg er måske en lille smule medskyldig. Så jeg er ikke nogen samfundstøtte - det ville være synd at sige.

Og ikke nok med det…

Og så har jeg gjort mig skyldig i en ting mere! Jeg har skrevet om det på nettet! Og hvad værre er: Jeg ar opfordret andre (fattigrøve) til at gøre det samme…..

Men ved simpel ændring af vaner. Jeg har nemlig allerede ændret en del ting, der har sparet mig penge. Uden at jeg kan få øje på, hvor der skulle være et afsavn. Måske er der noget, jeg har betragtet som afsavn i begyndelsen, men ikke mere. Og så er det vel heller ikke et afsavn?

Måske er det hele bare vaner?

Sandheden er nok den, at vi styres af vaner. Og vaner kan ændres. Har man gjort det samme tilpas længe, bliver det en vane. Så synes man - ganske enkelt - at det altid har været sådan.

Og så er der vel flere vaner, jeg kan ændre. Fordi de er uhensigtsmæssige - eller bare for dyre. Da jeg tidligere har levet af SU i længere perioder (som enlig forsørger) har jeg jo prøvet at leve af meget mindre. Jeg havde bare nogle andre vaner - nogle jeg havde råd til.

Overforbrug er vel ikke bare luksus?

Jeg kunne faktisk sagtens stadig bruge for mange penge - selvom jeg har mindre end de fleste. Bare fordi jeg ikke køber luksusvarer eller mærkevaretøj, betyder det jo ikke, at min økonomiske adfærd er hensigtsmæssig.

Der er jo faktisk også mennesker, der lever af mindre? Jeg har levet af mindre.

Eksperimentet

Ja, det kunne være, at skrive ned, hvad man bruger. Altså det hele. Sikkert tankevækkende. Og en smule skræmmende, ikke. Jeg tror, man skal tænke over det på forhånd. Om det er noget, man overhovedet ønsker at vide.

Begyndelsen af et kalenderår kunne være et godt tidspunkt. Måske….

Jeg kom en gang galt af sted med at sige, at det holdt jeg mig fra. Desværre til en, der konkluderede det baglæns: “Det må være fordi du synes, du ikke er det værd”. Den måtte jeg lige tygge på. For hvor er det nu, jeg har hørt det før? Nåja, l’Oreal - “because you are worth it”. Vi køber tingene (ikke specielt l’Oreals produkter) fordi vi er det værd. Og hvis vi så ikke gør det.

Jeg tillader mig så at mene, at jeg gør det, fordi jeg ikke har råd. Eller fordi jeg ikke vil bruge masser af penge på dyrt tøj, kosmetik og lignende, med en meget stram økonomi til følge. Men jeg må da nok indrømme, at jeg sommetider gør en dyd ud af nødvendigheden. Jeg kan ikke beskyldes for at være faldet i nogen luksusfælde….

Er det ikke det, man kalder at prioritere? Man kan selvfølgelig psykologisere over det og sige, at jeg nedprioriterer mig selv. Det er i hvert fald pudsigt at tænke på at jeg - i hvert fald til nogle mennesker - sender et signal om, at “jeg ikke er det værd”.

Om jeg er det værd? Om jeg har fortjent det? Indrømmet, jeg har ikke spekuleret så meget over det. Og jeg har lidt den holdning, at den diskussion må vi tage når/hvis jeg kommer til penge. Indtil da er den næppe relevant. Problematisk er det dog, hvis vi gør reklamens budskab til vores eget. Du er det, du køber? Hvad er du så, hvis du ikke køber ret meget? Eller billigt? Eller brugt?

Hvad jeg reelt har fortjent eller ikke fortjent, lader vi blæse i vinden. Jeg mener dog ikke, jeg har fortjent en elendig økonomi. Og det ville jeg få, hvis jeg skulle købe alle de ting, som jeg - åbenbart - skal købe for at vise, at jeg er det værd.