Ikke just nogen samfundstøtte…
Finanskrise. Recession. Krisesnak. Danskerne – eller i hvert fald nogle af dem – skruer ned. Som man kunne forvente, når fremtiden ser usikker ud. Men nu får vi at vide, at det er det sidste, vi skal gøre. Nej, vi skal forbruge, forbruge, forbruge…
Sætte gang i økonomien, få hjulene til at snurre. Ikke spare, sætte til side. Så hvis vi ikke “hjælper til” på denne måde, er vi næsten selv lidt ude om den der krise. Vi skal være gode forbrugere. Mange har desværre været det lidt for meget – og lidt for længe.
Om opfordringerne har den tilsigtede virkning, er svært at sige. Overforbruget af luksusvarer er stærkt dalende – håber det samme gør sig gældende for alt det, der købes på klods. Men lige nu snakkes der mest om finanskrise, en stigende arbejdsløshed – som vi dog ikke har set meget til endnu. Men vi har da altid truslen.
Jeg er lige en tand værre!
Jo, det må jeg nok se i øjnene. Jeg startede med at spare før nogen overhovedet havde overvejet muligheden af en finanskrise. Dengang kun få af os kunne definere begrebet “Recession”. Dengang forbrugsfesten og de hastigt stigende friværdier skabte overskrifter. Dengang Per Stig Møller mente, at vi havde råd til at købe hele verden. Hele dette scenarie blev iagtaget med stor undren.
Men jeg havde ingen friværdi, ingen formue eller høj løn , der kunne finansiere et større forbrug. Så jeg så med stor forundring til. Og valgte den modsatte vej. Så jeg er måske en lille smule medskyldig. Så jeg er ikke nogen samfundstøtte – det ville være synd at sige.
Og ikke nok med det…
Og så har jeg gjort mig skyldig i en ting mere! Jeg har skrevet om det på nettet! Og hvad værre er: Jeg ar opfordret andre (fattigrøve) til at gøre det samme…..
