Fattigrøv?

Der følger tilsyneladende nogle bestemte motiver med køb af luksusvarer. Vi bruger dem til at forkæle os selv. Køber det når vi er træt af det hele. Har haft en hård dag. Eller uge. Eller måned? Fordi vi “fortjener” det. Eller “er det værd”. Eller? Men hvad nu hvis man hører til dem, der ikke køber luksusvarer?

Jeg kom en gang galt af sted med at sige, at det holdt jeg mig fra. Desværre til en, der konkluderede det baglæns: “Det må være fordi du synes, du ikke er det værd”. Den måtte jeg lige tygge på. For hvor er det nu, jeg har hørt det før? Nåja, l’Oreal - “because you are worth it”. Vi køber tingene (ikke specielt l’Oreals produkter) fordi vi er det værd. Og hvis vi så ikke gør det.

Jeg tillader mig så at mene, at jeg gør det, fordi jeg ikke har råd. Eller fordi jeg ikke vil bruge masser af penge på dyrt tøj, kosmetik og lignende, med en meget stram økonomi til følge. Men jeg må da nok indrømme, at jeg sommetider gør en dyd ud af nødvendigheden. Jeg kan ikke beskyldes for at være faldet i nogen luksusfælde….

Er det ikke det, man kalder at prioritere? Man kan selvfølgelig psykologisere over det og sige, at jeg nedprioriterer mig selv. Det er i hvert fald pudsigt at tænke på at jeg - i hvert fald til nogle mennesker - sender et signal om, at “jeg ikke er det værd”.

Om jeg er det værd? Om jeg har fortjent det? Indrømmet, jeg har ikke spekuleret så meget over det. Og jeg har lidt den holdning, at den diskussion må vi tage når/hvis jeg kommer til penge. Indtil da er den næppe relevant. Problematisk er det dog, hvis vi gør reklamens budskab til vores eget. Du er det, du køber? Hvad er du så, hvis du ikke køber ret meget? Eller billigt? Eller brugt?

Hvad jeg reelt har fortjent eller ikke fortjent, lader vi blæse i vinden. Jeg mener dog ikke, jeg har fortjent en elendig økonomi. Og det ville jeg få, hvis jeg skulle købe alle de ting, som jeg - åbenbart - skal købe for at vise, at jeg er det værd.